Af Stine Taulborg Michaelsen 10.10.2018

Undskyld, jeg råber!

Hvordan Nords mor endte med kold-varm-syge. Og hvorfor du og jeg skal eje det, vi ikke vil eje og være det, vi ikke vil være lidt mere.

Øv.

Det gik altså bare slet ikke som planlagt her i aftes.

Måske fordi jeg slet ikke havde planlagt noget.

Min mentale detour begyndte faktisk allerede, da jeg tankeløst sprang centreringen over, som jeg ellers laver hver morgen i bilen på parkeringspladsen, inden jeg går ind og starter dagens arbejde.

Jeg glemte at tjekke ind med mig selv.

Glemte, hvad det var, jeg ville.

Og så gjorde jeg præcis det modsatte.

Det gør ondt at skrive det her, for jeg er meget lidt stolt af det, der skete.

Men jeg ved, at det er vigtigt.

For jeg ved også, at jeg ikke er alene.

Om at miste besindelsen og skælde ud.

På den grimme måde.

Selvom det er det sidste i verden, jeg ønsker at gøre.

Han græd så hjerteskærende, da min vrede skummede over, at det nær havde knust mig med.

I det sekund blev jeg fyldt med skam. En skam, der har pint mig efter alle mine vredesudbrud, så længe jeg overhovedet kan huske.

Jeg følte mig ond som en glubsk hund, der angreb et forsvarsløst barn (I know, en smule dramatisk, men du genkender sikkert følelsen).

Og alligevel ikke så langt fra sandheden. 

Og selvom det gør mig ked af det at tænke på episoden fra i går, så skyldes skammen faktisk ikke mit vredesudbrud i sig selv, men den skygge, jeg har på vrede.

En skygge så stor og mørk, at det virkelig er en udfordring for mig at integrere den i mit liv.

Og det gik ud over Nord i går.

Heldigvis vågnede jeg op og indså, hvad det var, jeg havde gang i.

Min lille, elskede dreng.

Jeg knugede ham tæt ind til mig og sagde undskyld. Helt inde fra hjertet.

Spurgte ham, hvad jeg kunne gøre for at gøre det godt igen.

"Du skal være glad, mor."

"Og trøste mig."

Det gjorde jeg. Og græd en smule. Men slet ikke nær så meget, som jeg havde lyst til.

I stedet smilede jeg så godt jeg kunne og krammede ham igen.

"Du er helt rød i hovedet, mor. Og du er brændende varm på panden."

"Det er nok fordi, jeg blev så vred før."

"Men dine hænder er helt kolde, mor."

Han tog fat i dem for at varme dem. Så alvorligt på mig.

"Jeg tror, du har fået kold-varm-syge, mor. Det kan man godt få, når man bliver rigtig, rigtig sur."

Som et tordenvejr. Børn er så kloge.

Og guderne skal vide, at jeg blev sur. Sådan på den HELT begrænsende og ikke særligt voksne måde, hvor trusler om "aldrig mere iPad" og grimme, sårende ord som møgunge føg hårdt igennem luften.

Noget jeg ellers havde forsvoret nogensinde at kalde mine børn.

Hvad blev du dog så vred over, tænker du måske.

Well…

Han er fire år med alt, hvad det indebærer af modstand og drama.

Men det er sgu ingen undskyldning.

Han kan ikke konsekvensberegne.

Han kunne umuligt vide, at jeg ville blive vred.

Jeg vidste det jo ikke engang selv. 

Nej, jeg blev så vred, fordi jeg havde taget en lang række af dårlige beslutninger den dag og fejrede det med at tage et hovedspring pladask ned i offersovsen.

Fordi jeg lod mig fange i en begrænsende fortælling om, at han og jeg havde en kamp, som jeg ikke kunne vinde, og min indre dialog derfor lød nogenlunde sådan her:

Hvorfor fanden kan han ikke bare høre efter og gøre, som jeg siger?

Det kan sgu da ikke passe, at jeg skal sige tingene så mange gange?

Hvorfor kan han ikke bare lade sin lillesøster være?

Hvorfor fatter han ikke, at han skal være lidt mere forsigtig omkring hende?

Han er jo fuldstændig ligeglad med, hvad jeg siger til ham?


Jep.

Offer-mode for fuld udblæsning.

Jeg gik i min egen fælde med begge ben og hovedet først.

Så...

Hvad gør jeg nu?

Jeg kigger på min vrede. Igen.

Min store stygge skygge.

Sådan rigtigt.

For hvad er det, jeg ser i vreden, der gør, at jeg på ingen måde kan tillade mig selv at føle den. Hvad er det ved den, der skræmmer mig så meget og får mig til at føle skam, blot jeg tænker på den?

Den er ukontrolleret, voldsom og dominerende. Ren følelse renset for fornuft. Uforudsigelig og impulsiv. Overtager alt og alle. Styrer showet så længe den står på. Magtfuld og uempatisk. Phew.

Men…

Heldigvis ved jeg, at der også findes GAVER i alle måder at være på.

Også i at være vred.

Vreden er f.eks. en af vores største og mest fantastiske katalysatorer for handling. En stærk driver, der får os i mål, selv når det er svært og udfordrende.

Det er også vreden, der hjælper os til at sætte grænser (no wonder, at netop det at sætte grænser har været et issue for mig her i livet, når jeg altid har haft så dårlig adgang til min vrede) og til at markere vores space.

Der er jo intet i vejen med at sætte grænser for min søn. Tværtimod.

Det blev bare gjort ALT for voldsomt og begrænsende, fordi jeg ikke var bevidst om at kommunikere kraftfuldt (autopiloten, du ved).

Faktisk var mit lille gysershow et kraftigt signal om, at jeg slet ikke får trænet min vrede nok.

Jep.

Jeg mener det helt seriøst.

Jeg får ikke øvet mig nok i at være vred.

Får ikke handlet på det, jeg gerne vil.

Får ikke markeret mine grænser tydeligt nok.

Overfor min søn.

Overfor mig selv.

Og når nok, så alligevel endelig er nok, springer vreden frem som en vild hund og bider hovedet af os alle.

Så…

Jeg har altså et vigtigt stykke skyggearbejde foran mig.

Et arbejde med at integrere min skygge på vrede.

Være den. Elske den. Eje den.

Så den ikke ejer mig.

Så den ikke får mig til at fucke med mine tanker og kaste mig i offergrams, så snart den stikker hovedet frem, men tværtimod får mig til at tage ansvar og være kraftfuld, når jeg føler mig udfordret på mine grænser og tålmodighed.

Faktisk har jeg jo snydt lidt og øvet mig i årevis allerede.

Så det er ikke helt nyt for mig.

Problemet er bare, at så snart vi glemmer at være bevidste, slår autopiloten til, og vi falder lynhurtigt tilbage i vores gamle (begrænsende) mønstre.

Og det var PRÆCIS, hvad der skete for mig her i aftes, da jeg følte mig presset.

Jeg glemte at tjekke ind med mig selv.

Jeg glemte, hvad det egentlig var, jeg ville.

Jeg glemte min empati og min kærlighed.

Det kostede både min søn og jeg en del smertefulde tårer.

Men vi lærte også noget begge to.

Jeg lærte, at jeg skal eje min vrede, så jeg ikke lader den lave et pludseligt baghold og løbe af med mig. Og jeg lærte, hvor vigtigt det er for mig at prioritere mine daglige selvudviklingsrutiner.

Min søn lærte, at man altid har mulighed for at rydde op efter sig selv, når man har skidt i nælderne. Og at selv en coach-mor kan få kold-varm-syge, når hun glemmer at tage sin egen medicin.

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?