Af Stine Taulborg Michaelsen 25.04.2019

Mor orker ikke mere

Hvordan en lungebetændelse lærte mig om ansvarsunddragelse og hengemt frygt – og banede vejen for et af mine største og vigtigste personlige gennembrud.

Det hele begyndte med en masse snot.

Altså som i virkelig meget snot.

Det var i midten af marts, og min datter havde lige bøvlet med løbende næse og ører i et par uger.

Nu var det så åbenbart blevet min tur (igen).

Suk.

Jeg var i forvejen helt most af mange dages meget afbrudt søvn, så sygdom var ikke just det, jeg havde brug for lige der.

(Jo, andre gange kan jeg faktisk (i al hemmelighed, forstås) godt ønske mig at blive bare en lille bitte smule syg… bare nok til, at de andre vil varte mig lidt op, fordi det jo er lidt synd for mig… (as if!))

Så jeg lod i første omgang som ingenting.

I de første tre dage forsøgte jeg at lade som om, at mine ressourcer var uendelige.

At intet – og da slet ikke en ynkelig forkølelse – kunne få mig ned med nakken.

Stod op om morgenen, hyggede med ungerne, kørte dem i børnehave og vuggestue, tog hjem og arbejdede, handlede ind, hentede ungerne, lavede mad, hyggede igen med ungerne, badede og puttede.

Alt imens jeg var fuldstændig smadret.

Og pissehamrende sur.

Og selvmedlidende.

Og offeragtig.

Jeg vrissede, hvæsede og skældte ud.

Og jeg vidste det godt.

Jeg prøvede da også virkelig at få mit ego til at dæmpe sig, men jo mere jeg forsøgte, jo mere stak det af.

Det skreg mig ind i hovedet, men jeg nægtede at lytte.

I stedet skreg jeg af de andre.

Fordi de hele tiden krævede noget af mig.

Fordi de ikke tog hensyn.

Fordi jeg ikke bare kunne få lov til at være FÅÅÅRKING SYG!

Var de da fuldstændig blinde, eller hvad?

Jeg skreg..

Og så blev jeg ked af det og undskyldte.

Og prøvede en gang til, om det ikke hjalp bare en lille bitte smule at slå lidt på mig selv.

For jeg vidste jo godt, at det ikke handlede om dem, men om mig.

Alligevel (eller netop derfor) fortsatte jeg hovedløst mit egotrip.

Indtil jeg på tredjedagen havde sagt undskyld til min mand og børn mindst en 5-7 gange og var så skidtmas, at jeg knap nok kunne hænge sammen mere.

Lige her vågnede jeg op og indså, at hvis ikke jeg tog ansvar for mig selv, var der ingen, der gjorde det.

Lige her vågnede jeg op og indså, at det var mig, der skulle passe på mig selv.

For det var jo tydeligvis mig, der ikke tillod mig selv at være syg.

Det var mig, der kategorisk nægtede at lægge mig ned.

Det var ikke de andre, der uansvarligt drev rovdrift på mig.

Det var derimod mig, som ikke tog ansvar for mine ressourcer.

Det var mig, som ikke sagde tydeligt til og fra.

Det var mig, som valgte ikke at bede om hjælp, men i stedet tonsede derudaf i en blanding af skamløs selvfornægtelse og offerrus.

Kan han (min mand) da ikke se, hvordan jeg har det?

Hvorfor hjælper han mig dog ikke?

Er han bare skide ligeglad med, hvordan jeg har det?

Yes, jeg padlede virkelig rundt i min egen lille offersø.

Indtil det altså pludselig gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg havde gang i.

Altså mit egotrip.

Min ansvarsunddragelse.

For mine ressourcer er og bliver MIT ansvar.

Ikke min mands.

Ikke mine børns.

Ikke min mors.

Ikke naboens.

Mit og kun mit.

Og så er det jo i øvrigt også kun mig selv, der ved, hvordan jeg har det.

I hvert fald når jeg husker at give mig selv lov til at mærke efter.

Jeg tog altså ansvar og smed mig på sofaen med Netflix og en pakke billige romkugler fra Rema.

Jeg arbejdede ikke.

Jeg gjorde ikke rent.

Jeg handlede ikke ind.

Jeg hentede ikke børn.

Jeg lavede ikke andet end at hvile mig og samle energi.

Så jeg trods snot, feber og hoste alligevel kunne overskue at være sammen med mine børn i timerne, inden de skulle i seng.

Fordi det var vigtigt for mig.

Uden at være pissehamrende sur.

Uden at spille offer.

I EN HEL MÅNED!

Dét kalder jeg sgu et gennembrud! :-)

Hvad handler den her modstand på sygdom i grunden om?

(Altså udover, at det selvfølgelig bare sådan helt grundlæggende er ubehageligt at være syg)

Den handler om frygt.

Jep.

Min frygt for at være svag, egoistisk og offeragtig (for det har jeg en gammel fortælling om, at man er, når man bare ligger der på sofaen og har ondt af sig selv).

En værdiløs fiasko.

Når jeg bliver syg, og kroppen tvinger mig i knæ, kommer jeg i kontakt med min dybe frygt for ikke at være mere værd, end det jeg præsterer.

For når jeg er syg, præsterer jeg ikke – og har jeg så overhovedet nogen værdi for nogen som helst?

Er jeg værd at elske?

Så jeg gør modstand.

Benægter.

Sætter tempoet op i stedet for ned.

I frygt for ikke at være noget værd.

Det hele foregår ganske ubevidst og på fuld autopilot, naturligvis.

Og først når jeg vågner op og bliver bevidst om, hvad der foregår, får jeg muligheden for at træffe et andet og mere styrkende valg.

For jeg VED godt, at jeg ikke mister min værdi i andres øjne (min mand sagde tværtimod, da han fandt mig henslængt i sofaen, at han var stolt af mig, og at det var dejligt at se, at jeg endelig passede lidt på mig selv... tag den, lillemor!)

Og jeg VED også godt, at jeg selvfølgelig har bedst af at tage den med ro, når jeg er syg.

It goes without saying.

Og når jeg ikke gør det… ja, så ender jeg ironisk nok med at være lige præcis alt det, jeg frygter at være – på den der yderst ubehagelige og meget begrænsende måde, hvor jeg frustreret skyder skylden på andre, skælder ud og hænger fast i min offerrolle.

Tager jeg derimod ansvar for mine ressourcer og tillader mig selv at være bare en lille bitte smule svag, stakkels, offeragtig og værdiløs – ja, så bliver det faktisk muligt for mig at skrue op for min egenomsorg og bede de andre om hjælp og støtte til at komme ovenpå igen.

Hvor i dit liv undlader du at tage ansvar for dine ressourcer og passe på dig selv?

Og hvad er det, du frygter at være, hvis du alligevel gør det?

4 kommentar(er)

Hvad tænker du?

2019.04.26 Skrevet af Stine, momatwork
Tusind tak, Majken - for begge dele❤️😘
2019.04.26 Skrevet af Majken Juhl Jensen
Du skriver bare så godt, Stine 🙌❤️(og god bedring!).
2019.04.26 Skrevet af Stine, momatwork
Kære Marlisa

Tusind tak for din ærlighed og sårbarhed - jeg genkender 100 procent det, du her beskriver <3

Det er vores frygt, der spænder ben og gør det så svært at slippe både kontrollen og de mange bekymringer. Men det er eneste vej, hvis vi vil af med den dårlige samvittighed og samtidig blive bedre til at drage omsorg for os selv.

Overvej, hvad det egentlig er, du frygter - i forhold til dit arbejde, i forhold til din rolle som mor? Hvad er det, du er bange for at være eller blive dømt for at være? (Lige som jeg er bange for at være en værdiløs fiasko). Og overvej så igen, hvad der ville være muligt for dig, hvis du tillod dig selv at være det bare en lille bitte smule?

Rigtig god weekend og kærlige tanker,
Stine
2019.04.26 Skrevet af Marlisa
Hej Stine. Først og fremmest vil jeg sige tak for din blog/dine mails og artikler. Det er så rart at vide, at man ikke er alene o at ville "have det hele" (dvs både karriere og tid til børn og være en god mor). Og nu til sygdom - Åh, hvor lyder det dog bare alt for bekendt. Jeg har heldigvis ikke prøvet at være lagt ned en hel måned, men har dog været hårdt ramt af flere omgange med maveinfluenza, halsbetændelse og forkølelse - vel at mærke på skift i hele familien. Det var forfærdeligt! Og jeg fandt mig sig selv ligge i sengen og arbejde med 39 i feber! Ikke særlig smart. For hvem takker os? Ingen! Det trak bare min helingsprocis i langdrag. Men er det ikke det bedre alternativ end at have konstant dårlig samvittighed overfor arbejdet, ens chef og ikke mindst familien? Nej, ikke rigtig. Jeg troede faktisk, at jeg have lært at passe bedre på mig selv. For dengang ved min førstefødte lavede jeg alt for meget af den slags og blev, ligesom dig, mere og mere syg. Hvorfor er det SÅ svært at give slip? Slippe for den dårlige samvittighed og lade far tage over? Hvis jeg bare får lov til at sove den éne dag, hvor jeg har det så skidt, så er overskuddet måske meget bedre i morgen. Det værste i al det her sygdom er min frygt for næste omgang :-( når en af ungerne vågner om natten tænker jeg straks "åh nej, er de syge igen? Skal jeg blive hjemme, eller klarer min mand det? Har jeg vigtige møder? Osv." Jeg er ved at blive sindssyg! Jeg vil jo bare nyde dagene og tage dem som de kommer, men mine bekymringer spænder til tider virkelig ben for min egen lykke. Jeg arbejder dog med det :-)
Rigtig god dag. Mvh Marlisa