Af Stine Taulborg Michaelsen 25.04.2019

Det hele begyndte med en masse snot.

Altså som i virkelig meget snot.

Det var i midten af marts, og min datter havde lige bøvlet med løbende næse og ører i et par uger.

Nu var det så åbenbart blevet min tur (igen).

Suk.

Jeg var i forvejen helt most af mange dages meget afbrudt søvn, så sygdom var ikke just det, jeg havde brug for lige der.

(Jo, andre gange kan jeg faktisk (i al hemmelighed, forstås) godt ønske mig at blive bare en lille bitte smule syg… bare nok til, at de andre vil varte mig lidt op, fordi det jo er lidt synd for mig… (as if!))

Så jeg lod i første omgang som ingenting.

I de første tre dage forsøgte jeg at lade som om, at mine ressourcer var uendelige.

At intet – og da slet ikke en ynkelig forkølelse – kunne få mig ned med nakken.

Stod op om morgenen, hyggede med ungerne, kørte dem i børnehave og vuggestue, tog hjem og arbejdede, handlede ind, hentede ungerne, lavede mad, hyggede igen med ungerne, badede og puttede.

Alt imens jeg var fuldstændig smadret.

Og pissehamrende sur.

Og selvmedlidende.

Og offeragtig.

Jeg vrissede, hvæsede og skældte ud.

Og jeg vidste det godt.

Jeg prøvede da også virkelig at få mit ego til at dæmpe sig, men jo mere jeg forsøgte, jo mere stak det af.

Det skreg mig ind i hovedet, men jeg nægtede at lytte.

I stedet skreg jeg af de andre.

Fordi de hele tiden krævede noget af mig.

Fordi de ikke tog hensyn.

Fordi jeg ikke bare kunne få lov til at være FÅÅÅRKING SYG!

Var de da fuldstændig blinde, eller hvad?

Jeg skreg..

Og så blev jeg ked af det og undskyldte.

Og prøvede en gang til, om det ikke hjalp bare en lille bitte smule at slå lidt på mig selv.

For jeg vidste jo godt, at det ikke handlede om dem, men om mig.

Alligevel (eller netop derfor) fortsatte jeg hovedløst mit egotrip.

Indtil jeg på tredjedagen havde sagt undskyld til min mand og børn mindst en 5-7 gange og var så skidtmas, at jeg knap nok kunne hænge sammen mere.

Lige her vågnede jeg op og indså, at hvis ikke jeg tog ansvar for mig selv, var der ingen, der gjorde det.

Lige her vågnede jeg op og indså, at det var mig, der skulle passe på mig selv.

For det var jo tydeligvis mig, der ikke tillod mig selv at være syg.

Det var mig, der kategorisk nægtede at lægge mig ned.

Det var ikke de andre, der uansvarligt drev rovdrift på mig.

Det var derimod mig, som ikke tog ansvar for mine ressourcer.

Det var mig, som ikke sagde tydeligt til og fra.

Det var mig, som valgte ikke at bede om hjælp, men i stedet tonsede derudaf i en blanding af skamløs selvfornægtelse og offerrus.

Kan han (min mand) da ikke se, hvordan jeg har det?

Hvorfor hjælper han mig dog ikke?

Er han bare skide ligeglad med, hvordan jeg har det?

Yes, jeg padlede virkelig rundt i min egen lille offersø.

Indtil det altså pludselig gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg havde gang i.

Altså mit egotrip.

Min ansvarsunddragelse.

For mine ressourcer er og bliver MIT ansvar.

Ikke min mands.

Ikke mine børns.

Ikke min mors.

Ikke naboens.

Mit og kun mit.

Og så er det jo i øvrigt også kun mig selv, der ved, hvordan jeg har det.

I hvert fald når jeg husker at give mig selv lov til at mærke efter.

SÅ

Jeg tog altså ansvar og smed mig på sofaen med Netflix og en pakke billige romkugler fra Rema.

Jeg arbejdede ikke.

Jeg gjorde ikke rent.

Jeg handlede ikke ind.

Jeg hentede ikke børn.

Jeg lavede ikke andet end at hvile mig og samle energi.

Så jeg trods snot, feber og hoste alligevel kunne overskue at være sammen med mine børn i timerne, inden de skulle i seng.

Fordi det var vigtigt for mig.

Uden at være pissehamrende sur.

Uden at spille offer.

I EN HEL MÅNED!

Dét kalder jeg sgu et gennembrud! :-)

SÅ

Hvad handler den her modstand på sygdom i grunden om?

(Altså udover, at det selvfølgelig bare sådan helt grundlæggende er ubehageligt at være syg)

Den handler om frygt.

Jep.

Min frygt for at være svag, egoistisk og offeragtig (for det har jeg en gammel fortælling om, at man er, når man bare ligger der på sofaen og har ondt af sig selv).

En værdiløs fiasko.

Når jeg bliver syg, og kroppen tvinger mig i knæ, kommer jeg i kontakt med min dybe frygt for ikke at være mere værd, end det jeg præsterer.

For når jeg er syg, præsterer jeg ikke – og har jeg så overhovedet nogen værdi for nogen som helst?

Er jeg værd at elske?

Så jeg gør modstand.

Benægter.

Sætter tempoet op i stedet for ned.

I frygt for ikke at være noget værd.

Det hele foregår ganske ubevidst og på fuld autopilot, naturligvis.

Og først når jeg vågner op og bliver bevidst om, hvad der foregår, får jeg muligheden for at træffe et andet og mere styrkende valg.

For jeg VED godt, at jeg ikke mister min værdi i andres øjne (min mand sagde tværtimod, da han fandt mig henslængt i sofaen, at han var stolt af mig, og at det var dejligt at se, at jeg endelig passede lidt på mig selv... tag den, lillemor!)

Og jeg VED også godt, at jeg selvfølgelig har bedst af at tage den med ro, når jeg er syg.

It goes without saying.

Og når jeg ikke gør det… ja, så ender jeg ironisk nok med at være lige præcis alt det, jeg frygter at være – på den der yderst ubehagelige og meget begrænsende måde, hvor jeg frustreret skyder skylden på andre, skælder ud og hænger fast i min offerrolle.

Tager jeg derimod ansvar for mine ressourcer og tillader mig selv at være bare en lille bitte smule svag, stakkels, offeragtig og værdiløs – ja, så bliver det faktisk muligt for mig at skrue op for min egenomsorg og bede de andre om hjælp og støtte til at komme ovenpå igen.

SÅ

Hvor i dit liv undlader du at tage ansvar for dine ressourcer og passe på dig selv?

Og hvad er det, du frygter at være, hvis du alligevel gør det?