Af Stine Taulborg Michaelsen 16.08.2019

Kan du (heller ikke) mærke det?

Spørgsmålet, der ændrede retningen i mit liv. Og en hel masse om hjerter, følelser, længsler, frygt og veje - og ikke mindst omveje. 

Spørgsmålet, der ændrede retningen i mit liv. Og en hel masse om hjerter, følelser, længsler, frygt og veje - og ikke mindst omveje. 

"Prøv at mærke efter, Stine …hvad er det for en følelse, der ligger bagved?"

Jeg glemmer aldrig da min coach, Tove, stillede mig det spørgsmål.

Jeg have lige givet hende det, jeg selv syntes var en både fornuftig og fyldestgørende forklaring på, hvorfor mit liv ikke fungerede, som det skulle.

Hvordan jeg gjorde alt, hvad jeg kunne og oftest langt mere, end JEG skulle.

Stod på spring for at gøre alle tilpas.

Både derhjemme og på arbejdet.

Mens de andre tilsyneladende ikke mente, at jeg havde brug for noget som helst.

At jeg var var ved at kløjs i opgaver, to-dos og verdens tårnhøje forventninger til mig.

Altså sådan i korte træk.

Jeg sad med lukkede øjnene, som hun havde bedt mig om.

Det var grænseoverskridende, og det tog ikke mit panikslagne ego mange splitsekunder at dømme hende for at være alt fra kvarksalver til en naiv hippietype, mens jeg utålmodigt ventede på, at et eller andet skulle åbenbare sig for mig.

Men der skete ingenting.

Nada.

Jeg kunne intet mærke.

Ikke en skid.

Jeg var ikke engang sikker på, hvad det egentlig betød.

"Mærk efter i dit hjerte, Stine", fortsatte hun.

Øhh ...mit hjerte?

Hvad fanden mener hun?

Det eneste jeg kunne mærke, var panikken der lige så stille bredte sig.

Tjah ...det slår vist lidt hurtigere lige nu, prøvede jeg.

"Hvilken følelse kommer du i kontakt med?"

Arghh ...fuck altså.

Der kom intet til mig, men damen forventede jo tydeligvis et (kvalificeret) svar.

Snart.

Så jeg forsøgte febrilsk at regne det ud.

Hvilken følelse ville give mest mening at føle?

Hvad var mest sandsynligt?

Men mit hoved var åbenbart også stået af, og jeg kunne ikke længere samle mine tanker.

Jeg var jo bare pissetræt af det hele.

Det kunne vel ikke være så svært at forstå.

Tårerne pressede sig på.

Undskyld, mumlede jeg og greb ud efter en af de servietter, hun havde lagt frem til mig på bordet allerede inden, jeg kom.

Jeg ved det altså ikke, snøftede jeg.

Jeg er vist ikke så god til det her.
 

Yup


Det var mig til min allerførste coachingsamtale tilbage i 2011.

Pyh ...det gør faktisk helt ondt at tænke tilbage på.

For ligesom mange af de kvinder, jeg i dag selv har samtaler med, havde jeg dengang umådeligt svært ved at mærke mig selv.

Jeg levede mit liv oppe i hovedet, hvor jeg med egoet og frygten forrest forsøgte at pejle mig igennem hverdagens strabadser uden at tabe ansigt – og uden at støde ind i alt for meget uvejr undervejs.

Her forsøgte jeg at regne ud, hvad der var rigtigt og forkert – og hvordan jeg bedst kunne få andre til at synes, at jeg gjorde det godt (nok). 

Som mor.

Som hustru.

Som veninde.

Som datter.

Som søster.

Som medarbejder.

For jeg ville bare så gerne lykkes i mit liv.

Være en rigtig succes.

En som andre kunne beundre og se op til.

Følelser havde jeg (selvfølgelig) masser af, men jeg forstod dem ikke og opfattede dem egentlig også mest som fejl og trælse bump på vejen mod mit næste mål.

Jeg forventede af mig selv, at jeg altid var dygtig, glad, stærk og overskudsagtig – og når jeg ikke var det (og det var oftere og oftere), bebrejdede jeg i første omgang alle andre og derefter mig selv.

Yes, jeg var VIRKELIG god til at slå mig selv (og andre) i hovedet back then.

Og det vilde var, at jeg rent faktisk slap afsted med det.

Udadtil så det hele jo godt ud - og jeg lignede den succes, jeg gerne ville være.

Et godt job, en god løn, et pænt hjem og en dejlig familie – og en fantastisk evne til at lade som om, at alt var lige, som det skulle være. 

For guderne skal vide, at jeg lod som om. 

At jeg havde styr på stumperne.

At mine ressourcer var uendelige.

At jeg var glad og tilfreds.

Ingen vidste, hvordan jeg havde det indeni.

Ikke engang jeg vidste det.

På et tidspunkt mærkede jeg bare, at jeg havde fået nok.

At bægeret var flydt over.

At der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle gå ned med stress eller det, der var værre.

Det var her Tove kom ind i billedet.

 

Men

 

Måske kender du det også selv – det her med, at det kan være sindssygt svært at mærke, hvem du er, hvad du føler, og hvad du har brug for?

Måske har du ikke engang overvejet at mærke efter?

Det havde jeg i hvert fald ikke, før jeg sad der i sofaen og så småt begyndte at indse, at jeg havde forladt mit hjerte – og at det dybest set var det, jeg længtes efter at finde tilbage til.

For i bund og grund er det præcis det, der sker, når vi flytter op i hovedet og kapper båndet til vores følecenter.

Vi forlader vores hjerte – og med hjertet også os selv.

Og det er selvfølgelig ikke noget, vi gør bevidst.

Vi gør det, fordi vi er bange.

Fordi vi inderst inde frygter at fejle.

At vi ikke er gode nok, som vi er.

Derfor fortrænger vi vores blide indre stemme til fordel for vores indre kritikers skingre røst.

I håbet om, at hvis bare vi gør det, (vi tror) andre gerne vil have og forventer af os, så vil vi ikke blive forladt af flokken.

Så vil vi forblive elsket.

Og sikre.

Den barske sandhed er bare, at så længe vi ikke har kontakt til vores hjerte, har vi heller ikke kontakt til os selv.

Vores essens, om du vil.

Og så kanvi ikke føle os gode nok, som vi er.

Eller finde ro og retning i vores liv.

Eller føle os rigtig elsket.

Fordi vi ikke hviler i dem, vi er.

Det var det, der lige så langsomt begyndte at gå op for mig, mens jeg sad der hos Tove på et lille loft i indre by. 

At jeg var skide bange.

At jeg ikke var mig selv.

At jeg ikke kendte mig selv.

At jeg havde glemt mig selv.

At jeg til trods for min (ydre) succes ikke følte mig god nok, som jeg var.

Og min rejse tilbage til hjertet og mig selv var hermed skudt i gang.

Når det er sagt, kom det altså til at tage en del år, før jeg landede der, hvor jeg virkelig ønskede at være.

For vejen hjem skulle vise sig at blive lang og med RIGTIG mange omveje.

Og havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg sikkert truffet nogle andre og mere styrkende valg undervejs, og turen ville sandsynligvis have været både kortere, hurtigere og mindre smertefuld.

Især hvis jeg (læs: mit ego) ikke havde valgt at gå så meget af den alene.

Suk.

Men det er jo livet i en nøddeskal, ikke?

Bagklogskabens ulideligt klare lys.

Og her på den anden side, ville jeg ikke have været noget af turen foruden.

For den førte mig præcis til det fantastiske sted, hvor jeg er i dag.

Så jeg fortryder absolut intet. 

Til gengæld føler jeg mig helt vanvittigt taknemlig.

For vejen har lært mig netop det, jeg havde brug for at lære, for at være der og den jeg er i dag.

Jeg har lært en masse om, hvad der i virkeligheden spænder ben for os i livet – og hvad der bliver muligt for os at være og gøre, når vi finder vejen ud af vildnisset og tilbage til os selv.

Og det er alt det, jeg nu giver videre til andre kvinder, der i dag står der, hvor jeg selv stod dengang.

Og indrømmet …det så jeg altså ikke lige for mig, da jeg sad der i Toves sofa tilbage i 2011 og stirrede opgivende på et stykke krøllet snotpapir og følte mig som verdens største fiasko.

Og jeg havde da sikkert også snurret fortvivlet rundt i mit hamsterhjul endnu, hvis ikke jeg havde fået hjælp og investeret alt fra tid og penge til sved og tårer i mig selv undervejs.

For jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ikke havde fundet vejen ud af lorten alene.

Selvom jeg et langt stykke hen ad vejen altså troede (læs: forventede af mig selv), at jeg skulle kunne og jo derfor også gjorde forsøget.

Ligesom du måske også går rundt og tænker, at du burde kunne gøre det (hele) alene?

Du ved …

Finde ud af livet.

Dig selv.

Hvad du føler.

Hvad du har brug for.

Hvad du dybest set gerne vil.

Det lyder jo så enkelt, som det står skrevet her, men har du glemt dig selv (altså …the real you), kan det være mere end svært at svare på.

Præcis som det var for mig. 

Derfor er det også noget af det, jeg bruger allermest krudt på at undervise og træne kvinderne i på mine forløb.

For kan vi ikke mærke og være med os selv, som vi er, kan vi heller ikke mærke og være med livet, som det (i virkeligheden) er.

 

 

Har du mon også svært ved at mærke dig selv, og hvad du vil i dit liv?

Altså sådan helt inderst inde?

Kender du din retning?

Dit formål?

Lytter du til din indre stemme (hvis du da overhovedet kan høre den)?

Eller er det også snarere din indre kritiker, der har bukserne på?

Og betyder det også for dig, at du ikke ligefrem går rundt og føler dig som den bedste udgave af dig selv (læs: du er ofte træt, trist, sur, vred, tvær, vrissen, irriteret, frustreret, opgivende etc.)?

Hvis det sidste er tilfældet, har jeg en invitation til dig.

Nemlig at trække vejret dybt, tjekke ind med dig selv og tjekke Heltindeforløbet ud.

Bare lige for at se, om det måske er en vej at gå for dig (jeg kunne ikke drømme om at overtale dig - det er afgørende, at DU selv vil det).

Her har jeg skummet fløden af al min egen (dyrekøbte) læring, træning og erfaring og samlet netop de øjenåbnende indsigter og øvelser, der også kan flytte DIG et kvantespring videre i DIT liv som mor.

På den helt lækre måde, forstås.

På forløbet guider jeg dig nemlig hele vejen hjem til dit hjerte, dig selv, din styrke, dit overskud, din glæde og dit livsformål – uden alle de besværlige omveje, of course. 

Næste hold heltinder starter op d. 30. september – og hvem ved, måske skal en af dem være dig ...? ❤️

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?