Af Stine Taulborg Michaelsen 23.10.2018

Den som undværer

Om tærte, tøj og selvbedrag. Og hvorfor fortællingen om den gode mor, der ofrer sig i kærlighedens navn, ikke holder vand.

Det har skortet lidt på sammenhængende søvn i mit liv de sidste uger.

Lad mig bare sige det sådan.

En af de der perioder, du helt sikkert kender.

Hvor du bliver vækket op til flere gange hver nat.

Selvom det lige i øjeblikket kan føles som et overgreb, er det ikke nogens skyld. Det er bare sådan, det er.

Hverken mere eller mindre.

Men det betyder, at jeg efterhånden føler mig en smule træt… og nok også en del mere tyndhudet, end jeg plejer at være.

En kombination, der gør, at jeg ret nemt ryger på autopilot og ind i mine begrænsende fortællinger om mig selv, verden og livet.

Du ved, de der fortællinger om, hvad der er muligt og ikke er muligt for sådan en som mig.

Eller dig for den sags skyld.

Og i går var der en gammel kending, der pludselig dukkede op.

Altså en af de hersens skygger.

Det skete, da jeg ryddede op i min garderobe.

Mens jeg sad der på gulvet i gangen og sorterede ammetøjet fra (ja, jeg ridder ikke altid samme dag, som jeg sadler) og arbejdede mig igennem bunkerne af mere eller mindre tvivlsomme gevandter, slog det mig pludseligt, hvor svært jeg har ved at bruge penge på mig selv.

Især når det drejer sig om ting, der udelukkende er nice to have.

Og i min fortælling bliver det altså ret hurtigt til det meste.

Det fik til at tænke på et citat, som jeg er faldet over flere gange på nettet (tænker efterhånden, at det ikke kan være helt tilfældigt):

“A mother is a person who seeing there are only four pieces of pie for five people, promptly announces she never did care for pie.”

Kvinden bag hedder Tenneva Jordan.

Jeg aner ikke, hvem hun er, men hendes ord her rammer mig altså.

Og ikke på den gode måde, hvor jeg genkendende nikker rørt og sagligt soler mig i min egen moderlige næstekærlighed.

Nej, de rammer et eller andet ømt sted inde i mig.

Lidt hårdt, faktisk.

Måske min skrantende selvkærlighed.

Måske min sorg over at sætte mig selv bagerst i køen igen og igen.

Fordi jeg frygter at være krævende, grådig og egoistisk.

For det er en god mor jo ikke, vel?

En god mor lader nemlig de andre spise tærten.

Helt alene.

Og helt uden at give dem dårlig samvittighed bagefter.

En god mor bider det tappert i sig.

Æder sit offer med et stort og kærligt smil.

Men hvorfor er det lige, at jeg (og så mange andre mødre) tilsyneladende helt frivilligt vil nøjes med at nøjes?

Hvad er det, jeg får ud af at lade de andre spise tærten uden mig?

Og hvad er det, det giver mig at lade som om, at det er helt okay ikke at få min del af kagen?

At det er helt fint for mig at undvære?

Tjah…

Jeg har jo faktisk næsten allerede givet svaret.

Det samme, som jeg får ud af at spille beskeden, fornuftig og ansvarlig.

(Det er i hvert fald det, mit ego bilder mig ind, at jeg er, når jeg afstår fra at investere mere end absolut højest nødvendigt i mig selv).

Jeg slipper for at se mine skygger i øjnene.

Slipper for at vedkende mig det, jeg er, men ikke vil være.

For hvor meget fornuft er der egentligt lige i konstant at springe mig selv over i køen?

Det svarer jo til at droppe iltmasken i flyet, fordi jeg bilder mig selv ind, at det vil gavne både mig selv og de øvrige passagerer ombord.

Men det giver jo ikke mening, vel?

For der er jo både en maske og ilt nok til alle.

Ligesom der også er tærte nok – den skal måske bare skæres ud på en lidt anden måde (overvej her sammen med mig, at de andre faktisk også gerne vil dele med os… just saying).

Og desuden gavner jeg jo ikke nogen som helst, hvis jeg stopper med at trække vejret.

Det giver ligesom sig selv.

Så hvorfor er det, at det kan føles så rigtigt at ofre mig selv?

Og er det egentlig overhovedet det, jeg gør?

Altså ofrer mig.

Næh…

For at noget kan være et offer, kræver det vel, at nogen drager fordel af det?

Og lad mig bare selv se det i øjnene.

Der er absolut INGEN, som drager fordel af, at jeg ikke investerer i mig selv.

Det føles bare sådan, når jeg blindt og bevidstløst køber ind i fortællingen om den gode, altruistiske matyrmor – heltinden, der beredvilligt ofrer sig i kærlighedens navn.

Jeg bilder mig ind, at jeg er mere kærlig, når jeg afstår fra at kræve noget ind og måske endda til tider lukker helt ned for min modtagerfrekvens.

Men det er og bliver et selvbedrag.

Iscenesat for at camouflere det, som andre ikke må se, jeg også er.

Krævende. Egoistisk. Grådig.

Vidunderligt krævende.

Vidunderligt egoistisk.

Vidunderligt grådig.

For det handler dybest set om, hvilken fortælling, jeg vælger at købe ind i.

Fortællingen om den gode, kærlige mor, der vælger sig selv fra, fordi hun bilder sig ind, at hun selv og andre bliver mere lykkelige, hvis hun ofrer sig og undværer. I virkeligheden prøver hun bare at undgå sin frygt og følelsen af ikke at være god nok.

Eller fortællingen om den krævende, egoistiske og grådige mor, der bevidst og selvansvarligt vælger sig selv til og fylder sit eget kar. Fordi hun inderst inde ved, at det hun giver til andre, altid vil være et spejl af det, hun giver til sig selv. At hendes kærlighed til andre næres af hendes kærlighed til sig selv.

Jeg ved godt, hvilken fortælling, jeg vælger.

For jeg har hængt fast i den første længe nok til at vide, at den slet ikke holder vand. 

Og jeg er klar til at slippe den.

Igen.

For det er bestemt ikke første gang.

Klar til at vælge mig selv til og stoppe med at undvære.

Klar til at øve mig i at være mere krævende, egoistisk og grådig.

Også selvom det stadigt skræmmer mig lidt.

Eller måske netop lige præcis derfor.

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?