Af Stine Taulborg Michaelsen 15.06.2018

Tør du række hånden ud?

Hvorfor det er så megasvært at bede andre om hjælp. Og hvad der venter dig for enden af regnbuen, hvis du gør det alligevel.

Klokken er 7.34. Der sidder en mor på en IKEA-skammel i køkkenet. Du ved, en af de der hvide i plastik med store grå prikker, som ungerne kan stå på, så de kan nå køkkenbordet og vasken.

Hun er svimmel af feber og mangel på søvn, håret stritter og hovedet hænger tungt i hænderne mellem hendes ben.

Rundt om hende kredser to små børn, der utålmodigt venter på at blive skiftet og få serveret morgenmad.

Hvad gør jeg, siger hun højt til sig selv, mens hun modvilligt tænker på sine forældre.

Hun har telefonen i hånden. Kigger på sin mors nummer i listen. Sin fars nummer. Hvad skal jeg sige? Jeg er jo ikke ligefrem ved at dø. Hun lægger telefonen fra sig igen.

Jeg kan jo også bare spise nogle piller, så klarer jeg det nok…

Kan du genkende dig selv i denne lille historie?

Det tror jeg, du kan.

For en af de allerstørste udfordringer for os ambitiøse mødre er, at vi ikke beder om hjælp, når vi har brug for det.

Det peger statistikken fra den livsbalancetest, du måske også selv har taget, i hvert fald på.

Her svarer tre ud af fem mødre, at de enten ikke eller kun i mindre grad spørger om hjælp, når de har brug for det, mens hver tredje svarer, at de gør det i nogen grad.

Kun 5,6 procent svarer, at de i høj grad henter hjælp hos andre, når der er behov for det:

Og selvom den ser forskellig ud fra kvinde til kvinde, er det altid den samme ting, der stopper os.

Frygten.

For at være noget, vi ikke ønsker at være.

For at blive dømt.

Men hvorfor har vi så meget frygt, når det handler om at spørge andre om hjælp?

Well, jeg fristes til at beskrive det som en form for kollektiv, ubevidst fortælling, der forleder os til at tro, at vi er stærkest alene og ikke blot er i stand til at klare alting selv - men at det også er meningen, at vi skal gøre det.

Oven i hatten har vi så hver især vores egne ubevidste fortællinger, der forleder os til at tro, at vi måske slet ikke fortjener hjælp, kan tillade os at bede om hjælp eller måske slet og ret ikke har brug for den.

Det bringer mig tilbage til historien om moren på IKEA-skammelen i køkkenet - som du nok allerede har gættet, er mig.

Nogen kunne måske fristes til at tro, at jeg har hang til at spille stærk og lade som om, at jeg kan klare det hele.

Tjah, det er der nok en del om.

Men motivet er måske et lidt andet, end de samme nogen umiddelbart kunne tænkes at tro.

Jeg spiller nemlig ikke stærk, fordi jeg gerne vil have, at andre skal beundre mig og synes, at jeg er megasej.

Jeg spiller stærk, fordi jeg er skidebange for at være svag.

Fordi jeg frygter at være et værdiløst skvat, der kun er til besvær og derfor i sidste ende bliver forladt.

Sandheden er bare, at jeg netop ved IKKE at række hånden ud efter hjælp, putter mig selv i en situation, hvor jeg rent faktisk kommer til at føle mig som en svækling alene i verden.

Ved at gå med min frygt, dømmer jeg mig selv til at være netop det, jeg frygter at være – et værdiløst skvat, som ingen hjælp fortjener, og som kun er til besvær.

Av. Ikke lige det, jeg havde brug for med 39 i feber og to unger, der helst skulle møde resten af dagen i nogenlunde god stil.

Så jeg tog en dyb indånding og ringede efter hjælp, mens min negative indre dialog fortsatte ufortrødent. Det var bare så svært for mig at slippe følelsen af at være til besvær. Følelsen af, at jeg burde kunne klare det (hele) selv.

Ellers skulle jeg da slet ikke have fået børn, vel?!

Mere av. Som om det hele ikke var udfordrende nok, kunne jeg ikke lige modstå lysten til at slå mig selv lidt i hovedet med lidt mere begrænsende egosnak.

Og mens jeg sad der, tung, træt og frustreret over min manglende fysiske formåen, og ventede på, at min far ville komme mig til undsætning, skete der noget, der med ét rev mig ud af min selvpinende offertilstand og bragte mig i tæt forbindelse med mit hjerte og min sårbarhed.

Min lille søn kom fra stuen ud i køkkenet og spurgte mig, om jeg var syg. Jeg smilede (så godt jeg nu kunne) og svarede undvigende, at jeg bare var lidt forkølet. Så lagde han hovedet på skrå, armene om mig og pustede på min næse. Så mor, sagde han og kiggede mig i øjnene. Pyt med det. Nu får du det lige straks bedre.

Med sin umiddelbare og instinktive omsorg fortalte min lille dreng mig, at det var okay. At jeg var okay. At det hele nok skulle gå. No worries, mor!

Trak det tårer? You bet.

For lige der indså jeg, at nøglen til det jeg inderst inde længes efter her i livet - følelsen af at være ønsket, accepteret og anerkendt, som den jeg er - ligger i mit mod til at være sårbar og modtagelig.

Når jeg tør åbne mit hjerte, række hånden ud og bede om hjælp, tillader jeg ikke blot andre at acceptere og anerkende mig – jeg tillader også mig selv at mærke det.

Når jeg tillader mig selv at være bare en lillesmule svag, åbner jeg også døren til min sårbarhed og min evne til at være modtagelig over for andres omsorg - og hjælp.

Og jeg bliver IKKE forladt - tværtimod styrker jeg mine relationer og følelsen af samhørighed med de mennesker, der har min ryg her i livet.

Så…

Hvor i dit liv, har du svært ved at bede om hjælp?

Hvilken frygt, tror du holder dig tilbage?

Hvordan ville dit liv se ud, hvis du blev bedre til at spørge om hjælp?

Hvordan ville dine relationer se ud?

Og hvilket lille skridt kunne tage allerede i dag, som kunne træne dit mod til at række hånden ud lidt oftere?

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?