Af Stine Taulborg Michaelsen 18.05.2018

En mælkebøtte i et rosenbed

Hvordan ukrudt vækkede min grundlæggende frygt for fiasko – og inspirerede mig til at skrue op for min selvkærlighed.

Her er mit rosenbed – og mælkebøtten er også min. Jeg er gået forbi den hundredvis af gange og set den vokse sig større og større. Set den blomstre og sætte frø.

Men det har ikke altid ligget i kortene, at det skulle gå sådan.

Første gang jeg lagde mærke til den, tænkte jeg, at jeg hellere snart måtte tage mig sammen og få luet ud. Specielt når jeg så naboerne i fuld gang med skuffejernene i forhaverne. Det ser jo herrens ud.

Og kastede de ikke også lange blikke og løftede øjenbryn mod ukrudtet mellem småstenene foran mit hus?

Well, HELLO indre kritiker og frygt for at blive dømt for at være et utjekket sjuskehoved.

Jep.

Mælkebøtten i mit rosenbed udløste et mindre skyggenedslag hos mig – eller rettere, det jeg fik ukrudtet til at betyde om mig selv.

At jeg var utjekket.

At jeg var sjusket.

Og så stillede undskyldningerne sig ellers i kø. For sikke en uge, vi havde haft…

Kender du det?

At du får et eller andet til at betyde noget om dig, du ikke har lyst til at være, du dømmer dig selv for at være det, hvorefter du prøver at finde gode grunde til, at du rent faktisk har lov til at være det?

Selvfølgelig kender du det.

For vi gør det alle sammen.

Hele tiden.

Fortolker.

Forsøger at skabe orden. Forsøger at forstå.

Verden, mennesker, samtaler, handlinger, blikke. Mælkebøtter. Og så videre.

Problemet er bare, at vi gør det på en måde, der ikke nødvendigvis styrker hverken os selv eller andre. Tendensen er faktisk det modsatte.

Det skyldes vores fortidshjerner, der stadig er programmeret til at være ekstra opmærksom på potentielle trusler. Også når der reelt set ikke er nogen.

I hvert fald ikke andre end dem, vi selv skaber netop gennem vores fortolkninger.

Anyways, det jeg umiddelbart fik mælkebøtten i mit rosenbed til at betyde, var i hvert fald ikke ret styrkende for mig.

Så hvad kunne have været en mere styrkende fortælling om mig med udgangspunkt i min tilgroede have og ukrudt, der stikker frem alle mulige og umulige steder?

Kunne det være, at jeg har haft andre og for mig vigtigere ting at tage mig til?

At jeg er bevidst om mine prioriteter – og at mælkebøtter ikke er en af dem?

At jeg er ved at omlægge min miniparcel til naturgrund?

At jeg tror på, at planter har en sjæl?

Ja okay så.

But you get the point.

Der er uendeligt mange måder at fortolke mælkebøtten i mit rosenbed på.

For en mælkebøtte i et rosenbed er en mælkebøtte i et rosenbed.

Hvad det betyder – eller om det overhovedet skal betyde noget – er et valg, vi selv træffer.

Bevidst eller ubevidst.

Når vi har autopiloten slået til, fortolker vi ubevidst og i tråd med vores grundlæggende frygt og fortælling om os selv.

Min grundlæggende frygt er at være en fiasko. Min grundlæggende fortælling om mig selv er, at jeg skal være stærk og have styr på stumperne for at have værdi.

Oveni det kommer så alt det, jeg gennem livet har lært som værende comme il faut, når det gælder god pasning og plejning af haver.

Så hvad sker der (ubevidst og helt automatisk) inde i mit hoved, når jeg ser mælkebøtten i mit rosenbed?

Well, først konstaterer jeg, at den er der og ikke ’burde’ være der, altså fæller en moralsk dom.

Det trigger så min frygt (for at være en fiasko, her dressed up som utjekket og sjusket).

Herefter dømmer jeg mig selv for at være netop det og forsøger ihærdigt at fremskaffe beviser ved at henvise til (min egen fortolkning af) naboernes blikke. Det gør jeg for at berolige mit ego, der kun er optaget af at få fortællingen til at passe ind i grundfortællingen.

Og til allersidst sætter jeg lige en ekstra fed streg under det hele ved at begrunde, hvorfor jeg har ret til at være det. Altså kommer med alle mine ’gode’ undskyldninger.

Og så er fortællingen om min fiasko ellers på plads – og bekræfter så fint den fortælling, jeg i forvejen bærer rundt på.

Crazy, huh?

Heldigvis for mig er jeg trænet i at se, når jeg falder i gryden. Min frygt er mit cue. Mine selvbebrejdelser er mit cue. Mine undskyldninger er mit cue.

Mit cue til at gøre noget andet.

Så goodbye igen indre kritiker og frygt. Adieu.

For jeg ved heldigvis, at jeg har et valg.

At jeg kan slippe min begrænsende fortælling.

At jeg kan skabe en ny og langt mere styrkende.

Jeg har valgt fortællingen om en mor, der hellere vil nyde solen og drikke kaffe i gårdhaven, når lillesøster (endelig) sover, end at svede sig gennem bunker af ukrudt. The end.

På den måde gik mælkebøtten fra at være et symbol på min fiasko til et symbol på min selvkærlighed.

Smukt, ikke?

Nu minder den mig i stedet om, at jeg er nummer et i mit liv.

At min fortælling om fiasko bare er en fortælling.

At den ikke behøver at være sand.

At tingene er, hvad de er – hvad de betyder, er op til mig.

Og ja… mælkebøtten står der (i hvert fald lidt) endnu ❤️

1 kommentar(er)

Hvad tænker du?

2018.05.18 Skrevet af Lonnie
Jeg tænker heldigvis er mælkebøtten en skøn plante.
Så dejligt at nå dertil, hvor man stoler på egne valg og prioriteringer.