Af Stine Taulborg Michaelsen 18.04.2018

Kunsten at være en lort(emor)

Hvorfor guldet gemmer sig i frygten. Og hvordan en smule fravær i nærværet kan vende en lortesituation til egen (og andres) fordel.

Kender du den der ulidelige følelse af ikke at slå til som mor?

Og de der situationer, hvor du bare tænker, oh shit, mine børn hader mig sgu da (mens du slår dig selv hårdt i hovedet med flere grimme tanker om dine egne shortcomings).

Det tror jeg, du gør. Og du er sikkert også blevet kaldt nogle ikke ret pæne ting indimellem af dine børn. Og har taget dem lidt for personligt. Ikke fordi du ikke vidste, at de nok ikke mente det. Men fordi du har en tilbøjelighed til at tænke, at de nok har ret. At du måske fortjener det.

Anyways, jeg kender det i hvert fald alt for godt. Og efter at have tumlet med følelsen af utilstrækkelighed lidt for længe, blev jeg til sidst så træt af at soppe rundt i det, at jeg traf et bevidst valg om at gøre noget ved det.

Eller måske rettere IKKE at gøre noget ved det...

Min søn på 3,5 år er inde i en rigtig spændende fase, hvor hvert femte ord, der forlader hans mund, har noget at gøre med noget, som kommer ud af numsen.

Ja, sorry, men sådan forholder det sig altså.

Og jeg ville derfor også ønske, at jeg blot kunne tilskrive det denne bemærkelsesværdige fascination, når han af og til skvulper over i frustration og kalder mig en dum pruttelort.

Desværre er jeg bange for, at det ikke helt forholder sig sådan.

Der tegner sig nemlig et ganske særligt mønster og en direkte proportional sammenhæng mellem graden af mit mentale nærvær (eller måske rettere fravær) og frekvensen af disse lidet flatterende benævnelser.

Jo længere væk jeg befinder mig mentalt, jo mere ser det ud til, at jeg vokser som lort.

I hans øjne, i hvert fald.

Ja, jeg har bemærket det. Og jeg erkender også fuldt ud, at mine tanker danser væk og beskæftiger sig med mit arbejde fra tid til anden, frem for at være 100% fokuseret på ham (og lillesøster).

Og jeg vælger IKKE at gøre noget ved det.

Og jo, jeg kan skam godt høre morpoliti-alarmen kime derovre i drømmemorland (hvor honningen flyder i gaderne, og enhjørningerne græsser i trylleskovens lysning).

Men jeg vælger altså ALLIGEVEL ikke at gøre noget ved det.

For sandheden er, at jeg (også) har brug for plads til at være mig. Og det betyder i praksis, at jeg i en (ikke nærmere defineret) periode har givet mig selv carte blanche til at nyde det flow, jeg er ved at skabe omkring mit arbejdsliv - come rain or come shine. Come sønnike or come lillesøster.

Så…

Det er vel fair nok? 

Men gør det mig til en mindre lort(emor) i min søns øjne?

Helt sikkert ikke.

Gør det mig til gengæld til et menneske med selvrespekt og en evne til at nyde det, jeg skaber?

I bet you.

Og gør DET mig så til en langt sjovere mor at være sammen med, når jeg faktisk ER tilstede?

Oh yes.

Når jeg giver mig selv adgang til (bare en gang imellem) at være en lortemor, så får jeg også adgang til de gaver, som gemmer sig bag frygten for ikke at gøre det godt nok som mor.

For mig er det fx:
 

Respekten for mig selv og mine egne behov

Frihed til at nyde mit flow og min skaberkraft

Frihed til selv at vælge, hvornår jeg vil være på

 

Men hvad så med min søn? Skal han så bare finde sig i, at jeg leger med mit flow og ikke er der for ham, præcis når han gerne vil have mig?

Well… det korte svar er ja.

Men selvfølgelig ikke ret længe ad gangen. Og ikke når han virkelig har brug for mig.

Min pointe er ikke at blæse min morrolle et stykke, men at lade være med at slå mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke kan (eller har lyst til) at være fuldt ud tilstede i ALLE de timer, jeg er sammen med mine børn.

At det er okay at få en ny idé og skrive den ned.

At det er okay at lade tankerne dvæle lidt ved en særligt inspirerende session, hvor klienten fik et stort gennembrud.

At det er okay at nyde det, jeg skaber og bidrager med i mit liv.

For alt dette er med til at gøre mig præcis til den, jeg er og gerne vil være – også som mor.

Og som barn er min søn på fantastisk vis (endnu) udstyret med en evne til at være til stede med det som er lige nu og her og gå raskt igennem de følelser, han møder på sin vej.

Uden at de efterfølgende bliver målt, vejet og vurderet.

De er, hvad de er – mens de står på.

Han bærer ikke nag.

Han taler ikke sig selv ned.

Til gengæld lærer han, at det er okay at være sig selv og mærke sine egne behov og grænser – at han og andre ikke altid behøver at leve op til omverdenens krav og forventninger 24/7.

Og at selv en superheltemor (his words, not mine ;)) har brug for at lade batterierne op.

Så…

Når jeg vender tilbage og atter tuner ind på hans frekvens… bliver pruttelort heldivis hurtigt til nuttemor.

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?