Af Stine Taulborg Michaelsen 29.06.2018

Kom ud af kampen

Hvorfor drama ikke løser dine kriser. Og hvordan en dame på 42 cm og 1680 gram lærte mig at slippe mit og leve med hjertet forrest. 

Det siges, at vi skal høre sandheden fra børn og fulde folk.

Personligt tvivler jeg lidt på de sidste, men børn… de har altså en helt særlig evne til at sætte tingene i (et til tider overraskende) perspektiv.

Jeg har en dreng på 4 år. Eller det bliver han om få dage.

Nord, som han hedder, er vild med superhelte. I alle afskygninger. De er seje og det eneste, han ønsker sig i gave.

Han er i det hele taget dybt optaget af, hvad der er sejt.

Og knap så sejt.

Her tilhører jeg åbenbart den sidste kategori. I hvert fald hvis du spørger ham.

Eller… det behøver du egentlig ikke, han skal nok fortælle det helt af sig selv.

Sådan lige ud af posen, du ved:

‟Mor, du er ikke sej.”

Og ved du hvad.

Det gør mig faktisk glad.

Hver. Eneste. Gang.

For f**k, hvor har jeg dog brugt meget krudt i mit liv på at spille sej.

For jeg er bare SÅ fantastisk god.

Til at lade som om.

At jeg har styr på alting.

At mine ressourcer er uendelige.

Og jo.

Jeg har da gennemlevet kamptunge kriser i mit liv og rejst mig af støvet igen.

Og igen.

Men jeg har dæleme ikke gjort det ved at spille sej.

Tværtimod.

For når jeg spiller sej, er jeg slet ikke i kontakt med den power, der får mig igennem sølet og på benene igen.

Når jeg spiller sej, er jeg styret af frygt.

For at være sårbar.

For at være afmægtig.

For at være svag.

Når jeg spiller sej, bekræfter jeg min egen begrænsende fortælling om, at jeg er helt alene i verden og må klare mig selv.

Så jeg spiller ikke bare sej – jeg spiller også offer.

I mit eget lille drama.

Og hvorfor er det så et problem?

For det første, fordi det ikke passer, at jeg er alene i verden og må klare mig selv.

For det andet, fordi jeg fralægger mig al min power, når jeg lader mit liv og min tilstand afhænge af ting, som er uden for min kontrol. Altså de ting, som jeg "kæmper" med (og imod), men ikke rigtig kan ændre på, og som jeg (derfor) forsøger at cope med ved blandt andet at spille sej.

Så hvad kan jeg gøre i stedet?

Well… tage ansvar! 

Når jeg tager ansvar for mig selv, mine tanker, mine følelser, mine handlinger og mine fortællinger, rejser jeg mig også af støvet.

Helt automatisk.

Og her er det så, at jeg gerne vil dele en lille og meget personlig (skræk)historie med dig – en krise som lærte mig, hvor afgørende det er at tage ansvar for sin egen fortælling, når livet slår (rigtig) hårdt.

For det gør det sommetider.

Også når vi er pressede og har travlt med børn og karriere.

Men det ved du helt sikkert allerede.

For ingen af os går igennem livet uden at ryge i gulvet eller miste fodfæstet et par gange undervejs.

Anyways, her kommer den:

Min søn Nord er født hjemme i stuen, og det var egentlig også planen med lillesøster, da jeg for godt halvandet år siden var gravid med hende.

Men sådan skulle det altså ikke gå.

Et par dage før nytår gik fostervandet pludseligt. To måneder før termin. Det var grønt, og jeg vidste med det samme, hvad klokken var slået.

Vi skulle være forældre. Nu.

Jeg var rædselsslagen, og tankerne begyndte at flyve rundt i hovedet på mig.

Hvad var gået galt?

Ville hun overleve?

Var det min skyld?

Mens min mand fik arrangeret pasning af drengene, forsøgte jeg at berolige mig selv. Det var svært.

Jordemoderen i telefonen havde sagt, at jeg skulle lægge mig ned, indtil ambulancen kom.

Kaos og barnegråd.

Hvorfor ligger du på gulvet, mor? Nord på 2,5 hev mig i armene for at rejse mig op, mens storebror på 11 hev i sin lillebror for at få ham til at holde op.

Ambulancen kom.

Mens redderen lagde drop, forberedte han mig på, at jeg nok ville ryge direkte ind på operationsbordet til et akut kejsersnit.

Min allerstørste frygt.

Jeg forsøgte at fortrænge den. Lade som om, den ikke var der. Lade som om, jeg havde styr på situationen. Spillede sej. Kæmpede imod. Det bedste jeg kunne.

Jeg havde så meget modstand i mig, at min krop begyndte at ryste voldsomt.

Modstand på at mine fødselsdrømme var ved at blive knust.

Modstand på at jeg lå der i ambulancen og frygtede for vores datters liv.

Modstand på at være ude af kontrol.

Hvorfor skete det her for mig? Hvorfor skulle alting være så skide svært i mit liv? Var det ikke nok, at vi havde været igennem tre fertilitetsbehandlinger og en abort for at få hende? Skulle det hele nu gå galt, lige før målstregen?

Og lige der.

Midt i al mit indre drama.

Vågnede jeg op.

Blev bevidst om, at jeg havde et valg.

Et valg om at droppe kampen, stoppe med at lade som om og i stedet sige JA.

Til det, som ville ske.

Vælge det uundgåelige til.

Eje det.

For jeg indså, at uanset, hvordan fødslen ville komme til at foregå, var oplevelsen af den op til mig selv.

At det alene var mine tanker, følelser og handlinger, der afgjorde, om den ville blive min drømmefødsel eller mit værste mareridt.

Og lige nu var jeg godt på vej til at sabotere den. Fødslen. Min datters ankomst til verden. En af de største og vigtigste begivenheder i mit (og hendes) liv.

Så jeg traf et valg. Der på båren i ambulancen.

Hvad end der måtte ske, ville jeg eje hvert eneste sekund af det.

Hvad end der måtte ske, ville jeg omfavne og gå igennem min frygt.

Hvad end der måtte ske, ville jeg forblive sårbar, nærværende og taknemlig.

For min egen skyld.

For min datters.

For jeg vidste, at min tilstand var afgørende. For fødslens forløb. For min evne til at håndtere den.

Vi havde begge brug for, at jeg var tilstede og kunne være med det, som var.

Uden modstand.

Uden kamp.

Uden drama.

Så jeg kunne mærke mig selv.

Mærke hende.

Well...

Jeg fik ikke min hjemmefødsel.

Men skabte til gengæld selv min drømmefødsel.

Og den 30. december 2016 klokken 04.05 tog jeg selv imod vores lille Søs ved en helt ukompliceret, uplanlagt hospitalsfødsel❤️

Så når min søn i dag siger til mig, at jeg ikke er sej, bliver jeg glad.

For selvom han sikkert bare mener, at jeg ikke ligefrem er Wonder Woman (han skulle bare vide), får jeg det til at betyde, at jeg stadig holder snuden i sporet.

At jeg har forladt kampen i mit eget hoved.

For er der noget, min præmature datter har lært mig, så er det, at jeg ikke finder fodfæste ved at bekæmpe ting, jeg ikke kan ændre på – jeg finder det, når jeg accepterer dem og omfavner min sårbarhed.

Jeg finder det, når jeg tør risikere mig selv og leve med hjertet forrest.

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?