Af Stine Taulborg Michaelsen 13.02.2018

Hvis bare...

Om monstre i huller og hvorfor mere tid, flere penge og sødere børn ikke (nødvendigvis) gør dig mere glad.

Kender du det.

Praktikken hænger kun lige sammen med et kussehårs præcision. Alt det, du ikke har forudset eller planlagt, får (konstant) læsset til at vælte. 

For der sker faktisk ret meget, som du hverken har planlagt eller forudset.

Eller som slet og ret ligger uden for din kontrol.

Det konstante mentale overoverarbejde tapper dig for energi og glæde, og du føler, at uanset, hvor hårdt du knokler, kommer du aldrig rigtigt i mål.

Samtidig ånder den dårlige samvittighed dig i nakken over ikke at være der nok for hverken familien eller jobbet – alligevel er du i offermode, fordi du hele tiden giver så meget til alle andre og så lidt til dig selv.

Din indre konto er i overtræk. Du er træt. Virkelig træt.
 

Hvis bare jeg havde lidt flere timer i døgnet...

Hvis bare jeg ikke stod med det hele selv…

Hvis bare jeg ikke skulle tage mig af alt og alle…

Hvis bare jeg havde flere penge…

Hvis bare mine børn gjorde, som jeg bad dem om…

Hvis bare jeg var tyndere...

Hvis bare…
 

Kan du genkende dig selv i beskrivelsen her?

Bare en lille smule… i det mindste på dine dårlige dage?

Måske siger du det ikke højt.

Måske skælder du ovenikøbet dig selv ud for overhovedet at tænke de her tanker.

Bare lige sådan for at understrege din egen utilstrækkelighed? 

Engang var disse følelser og tanker en fast del af min dagligdag. Jeg knoklede og led, knoklede og led og knoklede så videre.

Udadtil viste jeg stort overskud (jeg lader gerne som om, at mine ressourcer er uendelige), men indeni bredte der sig en nagende utilfredshed og følelse af uretfærdighed. 

For var der slet ingen, der kunne se, hvor hårdt jeg havde det?
 

Hvis bare…
 

Men venner og familie fortalte mig hele tiden, hvor sej, god og dygtig, jeg var.

Så jeg fortsatte knokleriet.

Måske var det også bare mig, der var forkælet, tænkte jeg. Desuden havde jeg jo selv valgt det.

Og sådan kørte jeg i ring.

Lige indtil den dag, hvor filmen knækkede, og jeg fandt mig selv snotgrædende på chefens kontor.

Jeg var i røget i opposition til mit eget liv.

Min modstand på ting, jeg ikke rigtig kunne gøre noget ved, havde nu vokset sig så stor, at jeg ikke længere kunne håndtere den, som jeg plejede at gøre det – nemlig ved at knokle videre i håb om snarlig lindring.

Nu var gode råd dyre.

Min chef sendte mig til en coach, der fik mig til at indse, at jeg (straks) måtte stoppe med at knokle og i stedet lære at give slip på min modstand – min modstand på, at tingene var, som de nu engang var.

Min modstand som den (blandt andet) kom til udtryk gennem mine mange hvis bare-tanker.

Gennem mine begrænsende overbevisninger om mig selv og mine muligheder.

Gennem min offerfølelse.

Jeg indså, at det er modstanden i sig selv, der skaber lidelsen - ikke omvendt.

Lidt langhåret, måske?

Forestil dig et stort hul.

Nede i hullet lever der et monster.

En dag er du kommet faretruende tæt på hullet, og monstret springer op og griber fat i dit tørklæde.

Monstret prøver at trække dig med ned i hullet.

Hvad gør du?

Enten holder du krampagtigt fast i tørklædet og ryger med ned i hullet.

Eller også…. giver du slip på tørklædet... get the picture? 

Problemet (eller lidelsen) kommer altså IKKE af, at vi mangler tid, penge, sødere børn, hjælp, ros, anerkendelse, omsorg eller en større bil, og bliver derfor heller ikke hverken løst eller lindret ved at få mere eller flere af disse ting.

Den kommer af, at vi har modstand på det, som er.

Og den eneste kur mod smerten (lidelsen) er nu engang at acceptere den.

Jep, den tager vi lige igen.

Den eneste kur mod smerten er at acceptere den.

Bum.

Når du accepterer smerten (= giver slip på din modstand), holder du op med at LIDE og kan i stedet begynde at se dine muligheder for at HANDLE.

Ja, det lyder altsammen super fint... men hvordan gør jeg så lige det?

Well, næste gang du tager dig selv i at sukke dybt og tænke, hvis bare… så prøv at undersøge, hvad det er, du har modstand på?

Hvad er det i dit liv, du ikke accepterer?

Er det noget, du kan gøre noget ved, så gør det. Nu. Og kom videre.

Hvis ikke, så prøv at give slip.

Sig til dig selv, at tingene er, som de er, og præcis som de skal være.

Eller måske bare pyt.

Whatever works for you.

Læg mærke til, hvad der sker i dig.

Hvad føler du? Hvad mærker du? Hvad bliver muligt?

Har du stadig modstand?

Så prøv igen.

og igen.

Al begyndelse er svær.

Men jo mere du øver dig, jo lettere bliver det.

I promise.

Så vær tålmodig.

Es lohnt sich.

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?