Af Stine Taulborg Michaelsen 12.03.2018

Fyld dit kar, mor

Når jagten på altruistisk godhed gør mor skidesur. Og hvorfor selvansvar er en megagod investering.

Du har sikkert helt tjek på at få dine egne behov prioriteret i hverdagen… eller?

Rigtig mange mødre (og ambitiøse mødre i særdeleshed) glemmer sig selv, når tid og overskud skal prioriteres og fordeles i familien. Eller på jobbet for den sags skyld.

Ofte er det slet ikke bevidst, men afledt af den måde vi anskuer os selv og verden på. Vi lider i stilhed og skammer os måske ovenikøbet over vores utilfredshed. Indtil vi ikke længere kan mærke vores behov.

Sådan var det også for mig.

Det var dengang, jeg følte mig overset og nedprioriteret. Af min mand. Af mine forældre. Af mine veninder. Af mine kolleger. Af alt og alle. Folk meldte sig kun, når de ville have noget af mig, følte jeg.

Jeg blev trukket i fra alle sider. Følte, at jeg gav alt, men selv fik så uendeligt lidt igen. Andre ænsede slet ikke mine behov. Så at jeg også havde brug for omsorg og kærlighed. Eller måske bare en yogatime i ny og næ.

Det var jo mig, følte jeg, som bar det tunge læs i hverdagen med både børn og karriere, og det var frustrerende ikke blive set, anerkendt og belønnet af mine nærmeste for alt mit hårde slid.

Mit kar var tomt. Rungende tomt. Det havde vendt vrangen ud. Så meget tørstede det. Og selv om jeg jævnligt forsøgte at forklare min gode mand (som jeg jo mente bar en stor del af skylden for mine problemer), hvad han burde og skulle gøre, voksede afstanden mellem dråberne dag for dag.

Mit selvværd var på deroute, for jeg var åbenbart ikke værd at spilde tid og kræfter på, lød det i mit hoved. Som en sidste udvej klandrede jeg ham for ikke at elske mig. Det måtte da virke. Øh… not so much. Der er intet, der er så galt, at en omgang skyld med sky ikke kan gøre det til en ren katastrofe. Kæmpeskænderier, (tomme) trusler om skilsmisse, frøøjne. Need I say more.

Dybt fortvivlet og med offersovs op over begge ører indviede jeg min coach i misæren. Berettede for hende, hvordan jeg konstant stod ALENE med det hele, ALDRIG havde noget tid til mig selv, og ALDRIG fik noget tilbage af alt det, jeg gav til andre. Jo, jeg led.

Og så faldt tiøren.

Endelig.

For hvem er ansvarlig for at fylde mit kar?

I et splitsekund var det som om, alting gik i sort og bare gjorde endnu mere ondt.

ÅH NEJ! SKAL JEG NU OGSÅ TAGE MIG AF DET?

Men kun indtil det gik op for mig, hvor meget frihed og power, der faktisk gemmer sig i lige netop dette ansvar.

Nu behøvede jeg ikke længere sidde og vente på, at nogen skulle komme og vande mig. Jeg kunne bare selv gribe øsen og plaske løs. Jeg behøvede heller ikke være skidesur på min mand mere. Eller føle mig overset og uelsket.

Jeg var helt høj.

Også selv om virkeligheden (aka mand og børn) muligvis kunne finde på at sabotere min nyvundne frihed.

Det måtte briste eller bære:

Mig: Hej mand, jeg vil gerne lige sige undskyld for at have beskyldt dig for at være ligeglad med mine behov og for ikke at elske mig. Det er mit ansvar at fylde mit kar. Jeg vil gerne have flere kram og gå til yoga onsdag og lørdag.

Mand: Cool med mig. Vil du have kram nu?

What? Her havde jeg brugt helt umenneskeligt store mængder tid og ressourcer på at tænke og tale alt lige fra mit eget selvværd til mit ægteskab ned. Jeg var målløs. Og glad. Virkelig glad.

Så nu tænker du måske:

Jamen, hvorfor BEGYNDTE du dog ikke bare med at sige, at du gerne ville have flere kram og gå til yoga, kvindemenneske? How hard can it be? Du kunne jo højst have fået et nej.

Sandheden er, at jeg på det tidspunkt faktisk slet ikke kunne mærke, hvad jeg havde behov for. Mit ego og min indre kritiker var nemlig blevet enige om, at det der med at besvære andre mennesker med den slags ligegyldige egotrip ikke rigtigt var noget for mig. Jeg var jo mere sådan en, der sørgede for, at andre havde det godt. Jeg var klippen. Limen. The ressourceful.

Det bildte de (læs: jeg) mig i hvert fald ind.

Men mit forsøg på at ofre mig selv for (følelsen af) at være en algod altruist med uendelige ressourcer var dømt til at fejle. Big time. Den blev nemlig hurtigt overdøvet af det langt mere anmassende martyrium, der langsomt, men sikkert, pillede mit selvværd (for ikke at nævne min selvrespekt) fra hinanden. Piece by piece.

Og så var jeg ovenikøbet skidesur og frustreret imens. For behovene forsvinder ikke. De hober sig op. Ikke ligefrem noget, der gjorde mig til et mere attraktivt og spændende aktiv for mand og børn. Eller mig selv, for den sags skyld. Yikes.

Først da jeg accepterede, at det var mit eget ansvar at dække mine behov, kunne jeg for alvor begynde at mærke dem. Og når jeg kunne mærke dem, kunne jeg også handle på dem. Og ved at handle på dem, lukkede jeg munden på mit ego og indre kritiker. Og ved at lukke munden på dem (de har det desværre med at råbe højt), kunne jeg endelig høre min egen stemme. Mønstret var brudt.

Og så var det pludselig ikke så svært at sige (højt), at jeg gerne ville have flere kram og gå til yoga. Heller ikke selvom jeg risikerede at få lidt modstand. For der var ikke længere et ego, der stod forrest til at blive såret. Eller en indre kritiker til at håne mig, når jeg ikke lige fik det, jeg ønskede mig.

Der var bare mig og mine behov. Klar til at være med det, der nu engang var og ville blive.

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?