Af Stine Taulborg Michaelsen 01.06.2018

Gå den anden vej

Hvordan to ord fik mig til at ændre retning og redde mine børn fra en fortravlet og hjerteløs køkkenfurie. 

Let’s face it – hverken du eller jeg er altid de mødre, vi drømmer om at være.
Måske er vi ovenikøbet tit de mødre, vi ikke ønsker at være. Og når vi er det, gør det ondt.

Og så slår vi os selv i hovedet. Så det lige gør lidt mere ondt.

"Hvorfor kan jeg ikke bare være en sød og rummelig mor? ", spørger vi os selv. Mens vi banker løs på os selv. Og fortsætter med at være det, vi ikke vil være.

For hamsterhjulet kører jo ikke af sig selv. Vi må oppe os og ofre os. Og hvad der ellers skal til for at få tingene til at køre. Det skulle jo nødigt hedde sig…

Kender du det?

I mit tilfælde er det en gammel fortælling om mig selv (altså mit forvrængede selvbillede, som jeg ubevidst har skabt og genskabt gennem mit efterhånden halvlange liv), der konstant stikker hovedet frem og en kæp i mit hjul.

En fortælling om, at det, jeg gør, bestemmer min værdi. Som menneske. Som mor. Som karrierekvinde. Og jo større, hurtigere og bedre jeg præsterer, jo mere er jeg værd.

Jeg husker ikke, hvornår jeg begyndte at tro på den, men fortællingen har fulgt mig det meste af livet, hvor den har spændt ben for mig igen og igen. Og igen.

Lige indtil det gik op for mig, at den ikke nødvendigvis var så sand, som jeg gik rundt og troede, og jeg derfor kunne begynde at give slip på den, that is.

Alligevel sker det (ofte), at jeg falder tilbage i den her fortælling. Om at jeg skal præstere for at være god nok.

Særligt når jeg er under pres.

Og det er jeg tit.

I ulvetimen, hvor ungerne er sultne og trætte efter en lang dag (læs: de pjevser, brokker sig og beder mig noget ca. 60 gange i sekundet) – mens aftensmaden jo ikke ligefrem laver sig selv.

Lige der kan jeg godt føle mig en anelse presset.

Og når jeg føler mig presset, sker der oftest det, at jeg går op i tempo og glemmer min empati. For nu skal der dælendytme eksekveres, og det kan KUN gå for langsomt.

Og ve det barn, der plager om saftevand og kiks eller insisterende holder fast i mit ben, fordi det vil op på armen…

Ikke så fedt, vel?

Jeg bliver pissesur, afvisende og kort for hovedet. Og mega offeragtig. For hvorfor kan de unger (på 17 mdr. og knap 4 år) dog ikke se, at deres stakkels hårdtarbejdende mor har brug for et break. Hvorfor kan de ikke bare være søde og stille. Og søde.

Ikke liiigefrem den (mor), jeg har lyst til at være.

Men du kender det helt sikkert selv. Det der øjeblik, hvor det går op for dig, at du nu IGEN er sådan, som du bare ikke vil være. Og du kender helt sikkert også det der med, at slå dig selv i hovedet med det.

Også selvom du sikkert allerede nu har gjort det mange gange nok til at vide, at det IKKE virker. Snarere tværtimod.

Men der findes faktisk en slags modgift. Noget du kan gøre for at hive dig selv ud af din begrænsende tilstand. Noget der rent faktisk virker.

Nemlig at gå den anden vej.

Når jeg mærker, at jeg begynder at øge mit tempo og miste min empati, er min vej ud at trække vejret dybt og give mit hjerte plads.

Pretty simple… and yet so hard.

For det kan være mere end svært at huske vejrtrækning og hjerterum lige der, hvor jeg som en anden Speedy Gonzales spæner i pendulfart mellem køkken og stue med tungen ud af halsen i et forsøg på at tilfredsstille oprørerne og få dem bragt i geled, så jeg kan frembringe et ernæringsmæssigt acceptabelt måltid på noget, der minder om rekordtid.

Så hvad gør den kloge?

Well, jeg selv har brugt et ældgammelt trick.

På min køkkendør har jeg ganske enkelt hængt en tavle op, hvor jeg med store bogstaver har skrevet: 

Mine to magiske ord.

Ord, der hjælper mig ud af min fortravlede og hjerteløse tilstand. Ord, der minder mig om at være den mor, jeg ønsker at være. Ulvetime eller ej.

Lige så simpel som løsningen er, lige så effektivt har den transformeret vores tid mellem institution og aftensmad.

Fra et dagligt møde med min indre eksekversyge køkkenfurie, går der nu længere og længere tid mellem mine små skyggenedslag (altså der, hvor jeg går i offer-mode og skælder ud).

Når jeg er langsom og kærlig flytter jeg nemlig mit fokus fra det, jeg vil gøre til det, jeg gerne vil være.

Så er det pludselig ikke længere afgørende for mig, hvornår (eller om) maden bliver færdig – til gengæld er jeg bevidst om, at jeg med min måde at være på kan skabe et trygt rum med masser af plads…

… til at være sulten.
… til at være træt.
… til at være kærlig.

Og som en ekstra lille fjer i hatten er det tilmed blevet muligt for mig spontant at skippe den varme ret til fordel for makrelmadder og koldskål, hvis jeg fornemmer, at ungerne (eller bare en af dem) har mere brug for mit nærvær end boller i karry –  uden at føle mig som en fiasko, vel at mærke!

Det er stort. For mig i hvert fald. Og endnu et bevis på, at min fortælling om mig selv blot er en fortælling.

Jeg behøver ikke gøre noget for at skabe værdi for andre.

Jeg skal bare være der.

Så…


Hvordan er din automatreaktion, når du er presset?

Sukker du højlydt og smækker med dørene, eller trækker du dig resigneret tilbage i larmende tavshed?

Går du i løsnings-mode uden at tænke dig om, eller begynder du at lave oversigter, tjeklister og planer?

Bliver du blid som et lam og glemmer dig selv og dine grænser, eller går du ligesom mig i gang med at løse alle de opgaver, du overhovedet kan støve op uden at skele til hverken dine egne eller andres følelser og behov?

Uanset hvordan du reagerer, kan du med fordel øve dig i at gå den anden vej og gøre noget andet, end det du plejer.

Øvelsen er relativt let at lave – men den kræver, at du tør være ærlig over for dig selv og se dine dæmoner i øjnene. Det vi ikke har lyst til at være er tæt forbundet med det, vi frygter at være. Prøv at undgå at dømme dig selv i processen – uanset, hvad du får øje på.

Første skridt er at blive bevidst om, hvordan du (automatisk) reagerer, når du er presset. Altså ikke bare, hvad du gør, men den måde du er på. Måske ved du det allerede, måske har du brug for at observere dig selv i et lille stykke tid. Skriv ned, hvad du får øje på.

Næste skridt er at finde frem til en måde at være på, der går imod din automatreaktion. Det er her vigtigt, at den måde, du finder frem til, er i overensstemmelse med dine værdier. Igen, skriv ned – og husk at formulere det, som en måde at være på. Prøv at begrænse dig til højest to væremåder – og tjek at de understøtter hinanden.

Giv din(e) nye væremåde(r) et navn, som styrker og motiverer dig, hæng det så op, hvor du ser det. Læs det. Hver dag. Mange gange. Og øv dig!

Vil du falde i igen (og igen)?

Ja da!

Betyder det, at du ikke kan komme ud af din begrænsende tilstand og være den mor, du ønsker at være?

Nej!

Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag. Og en god ost tager den tid, en god ost skal tage.

Jeg har øvet mig RIGTIG længe - og alligevel falder jeg stadig i.

Til gengæld er jeg stoppet med at slå mig selv i hovedet med det.

Vejen til udvikling går ikke uden om spinaten - men derimod tværs igennem den. Hvis du vil udvikle dig som menneske, må du berede dig på at få grønt snask mellem tæerne fra tid til anden.

Forskellen ligger i, hvordan du vælger at se på dine fejltrin - er de nederlag eller er de kilden til ny læring?

0 kommentar(er)

Hvad tænker du?