Af Stine Taulborg Michaelsen 13.03.2019

A little piece of my heart

Vores sårbarhed er nøglen til både os selv og andre mennesker. Alligevel (eller måske netop derfor) frygter vi den mere end selve døden.

Du skal bare være dig selv, så skal det hele nok gå.

Så enkelt, så sandt… og så forbandet svært for de fleste af os.

Noget af det jeg selv frygter allermest her i livet, det er at være værdiløs og uden betydning.

En fiasko med andre ord.

Jeg frygter at blive dømt ude.

Ikke at være god nok.

Derfor er det næsten altid også forbundet med frygt, når jeg her på min blog, på Facebook, på mine webinarer eller i mit nyhedsbrev ærligt vælger at fortælle om mine egne personlige oplevelser, erfaringer, tanker og følelser.

Fordi det får mig til at føle mig meget sårbar.

Nøgen, faktisk.

Og det gør mig altså sommetider ret så rædselsslagen.

For tænkt nu, hvis alle bare synes, at jeg er en kæmpe idiot…?

Og jeg kan da godt betro dig, at det er der nogen, der synes.

Heldigvis hører jeg sjældent fra dem.

Men det hænder da ved særlige lejligheder, at der dumper en mavesur hilsen ind i min mailbox, hvor en frustreret og irriteret mor in so many words beder mig om at trække skuffen ind.

Fordi jeg har sendt for mange mails.

Og hun nu bare har dårlig samvittighed over alt det, hun (også) burde.

Og det er altså ikke den fedeste følelse, jeg sidder med lige der.

Mislykket, misforstået, fortvivlet… og måske også en lillebitte smule vred.

Heldigvis ved jeg inderst inde godt, at det bare er mit ego, der føler sig såret og ramt.

Fordi jeg kommer til at tage det personligt.

Og det er jo lidt dumt.

For egentlig handler det jo slet ikke om mig.

Det har faktisk intet med mig at gøre.

Det er hendes frustration, ikke min.

Så et par dybe vejrtrækninger og fokus tilbage på alle de andre mails jeg har fået, hvor en masse glade kvinder fortæller mig, hvor meget de værdsætter alt det, jeg deler.

Selvom det egentlig heller ikke har noget med mig at gøre.

Men hey… det styrker mig i troen på det hele, så jeg vælger altså her at tillade mig selv at føle både stolthed og taknemlighed over at få lov til at gøre en forskel for andre💗
 

MEN


Det der med at frygte andres dom.

Det er jeg altså ikke alene om.

Det fik jeg igen bekræftet, da flere af deltagerne på mit Heltindeforløb forleden i vores gruppe delte, at de ikke havde fortalt til nogen (eller i hvert kun ganske få), at de havde tilmeldt sig forløbet.

Simpelthen i frygt for, hvad andre ville sige eller tænke om dem.

I frygt for at lade masken og facaden falde.

For måske ville andre synes, at de er svage.

At de sagtens burde kunne håndtere morlivet all inclusive.

Og faktisk viser undersøgelser, at vi mennesker frygter sårbarhed mere, end vi frygter selve døden.

Ret tankevækkende, ikke?

For vi gør os sårbare, hver eneste gang vi deler noget af os selv med andre.

Når vi viser os selv, som vi virkelig er.

Så det gør vi desværre kun sjældent.

Selvom vi måske tror, noget andet er tilfældet.

I stedet er vi verdensmestre i at lade som om:

At vi har tingene under kontrol.

At vi er utrættelige.

At vi er lykkelige.

At vi er frygtløse.

At vi ved præcis, hvad vi vil.

At vi er den mor, vi ønsker at være.

At vi har et godt sexliv.

At vi har det godt med os selv.

Fortsæt selv listen.

Vi lader som om, for så behøver vi ikke rigtig være tilstede over for vores frygt for sårbarhed.

Noget af det jeg selv er rigtig god til at lade som om i mit liv er netop det her med, at jeg har styr på alting, og at mine ressourcer er uendelige.

Særligt det sidste.

Oh, dear.

Og når jeg virkelig er ude at skide (som regel fordi jeg ikke tør bede andre om hjælp og derfor forsøger at klare det hele selv), er det lige før jeg benægter at have brug for de mest basale ting som mad, søvn og hvile. Overhovedet.

Jeg tonser bare derudaf.

Ignorerer alle mine behov.

Og alle alarmklokker.

Indtil virkeligheden indhenter mig, og korthuset vælter.

Jeg vælter.

Det er sket en del gange i mit liv efterhånden.

Og så bliver jeg alligevel afsløret.

Måske kender du det også selv?

Altså det der med at lade som, at du kan klare det hele selv – fordi du selv synes, du BURDE kunne og derfor ikke vil besvære andre ved at bede dem om hjælp eller støtte?

Og risikere at blive afsløret som uduelig eller dømt ude som en fiasko.

Det kan godt føles lidt ensomt, ikke?

Jeg har i hvert fald følt mig temmelig ensom i de mange og lange perioder i mit liv, hvor jeg har haft meget at tumle med og i frygt for at være sårbar, har undladt at dele mine følelser og tanker med nogen andre.

Eller i hvert fald den fulde og sande version af dem.

Jeg har måske bare sagt til en veninde, at jeg synes, at det var svært at få enderne til at mødes, og at jeg ofte havde dårlig samvittighed over for børnene.

Mens jeg i virkeligheden følte mig totalt drænet og tom og havde svært ved at finde glæden og meningen i mit liv.

Mit dække var, at jeg som en sensitiv og introvert type (tro det eller ej) ganske enkelt ikke havde behov for at dele mine følelser og tanker med andre.

Nej, jeg var sådan en, der trivedet bedst med at løse tingene selv.

For det jeg ikke dør af, gør mig bare stærkere.

Og vi behøver da heller ikke at fortælle alt til andre, vel?

Vi må da godt have noget for os selv?

Det rager vel i bund og grund ikke andre mennesker, hvad vi tænker og føler?

Næh…

Faktisk er der vel egentlig ikke ret meget vi sådan set behøver eller skal her i livet (udover at trække vejret).

Men vi kommer altså hurtigt til at føle os temmelig ensomme, disconnected og fremmedgjorte, når vi konstant vælger at lægge låg på os selv, fordi vi frygter at være sårbare, uelsket, uønsket, uduelige, værdiløse, inkompetente, ubeskyttet, svage etc.

Når vi undlader at dele vores inderste tanker, følelser og meninger med selv de mennesker, vi foregiver at elske helt op til månen og tilbage igen.

For vi kan ikke føle samhørighed med andre mennesker, når vi ikke tillader os selv at være (bare lidt) sårbare.

Vi kan ikke føle os forbundet med andre, når vi ikke tillader os selv at lukke (bare lidt) op og dele ud af os selv.

Først når vi tillader os selv at være sårbare, tillader vi os selv at være os selv – og først der kan vi begynde at øve os i at stå stærkt i os selv.

Jeg har selv brugt en stor del af mit liv på at holde kortene tæt ind til kroppen og lade som om, at jeg (kun) var stærk og ikke havde brug for hverken hjælp eller støtte.

Lade som om at jeg havde alting under kontrol.

Og som sagt har det ikke givet mig ret meget andet end dårligt selvværd og en følelse af at stå alene i verden i afkast.

For sandheden var (og er), at jeg faktisk ikke har styr på ret meget i mit liv – udover mig selv, mine tanker og handlinger.

Og selv her kan det jo knibe, når autopiloten slår til og egoet tager over og kører mig rundt i manegen.

Så i dag øver jeg mig bevidst i at integrere min sårbarhed ved at tillade mig selv at komme i kontakt med den.

Og det gør jeg altså bedst, når jeg tillader mig selv at være mig selv.

Når jeg tillader mig selv at være selvudtrykt.

Når jeg tillader mig selv at dele oprigtigt ud af mine tanker og følelser.

Når jeg tillader mig selv at droppe det perfekte til fordel for det ægte.

På trods af, at jeg hver eneste gang frygter at blive afsløret, afvist eller dømt.

For det gør jeg.

Hver gang.

Til gengæld føler jeg mig ikke længere så ofte ensom og disconnected fra andre mennesker.

Og når jeg gør, ved jeg, det er fordi, jeg holder noget tilbage.

Holder mig selv tilbage.

Min sårbarhed.

Og at det er tid til at åbne mig og dele ud.

For hver eneste gang jeg vover pelsen og viser andre mit sande jeg, vokser min følelse af at høre til hos mig selv.

Hos andre.

Også når jeg en gang imellem får et rap over snuden.

Eller færre likes end jeg havde håbet på.

Når vi tillader os selv at være sårbare og autentiske, inspirerer vi ikke bare andre til at gøre det samme, vi inviterer dem også til at være forbundet og føle samhørighed med os.

At være sårbar er den ultimative kærlighedserklæring til både os selv og andre💗
 


Min invitation til dig i dag er at overveje, hvornår du i dit liv lader lidt for meget som om og ikke tillader dig selv bare at være dig?

Og hvor i dit liv kunne du med fordel tillade dig selv at være bare lidt mere sårbar og dele bare lidt mere ud af dig selv?

Hvor længes du efter at føle større samhørighed og forbundethed med andre?

Hvor længes du efter at være mere ægte?

2 kommentar(er)

Hvad tænker du?

2019.03.13 Skrevet af Stine, momatwork
Velbekomme <3
2019.03.13 Skrevet af Ea
Her er det ægget der lærer hønen, tak❤️